Denne kværn har malet kaffebønner i mange årtier, fra dengang Avernakø Købmandshandel var Brugsen. Kværnen eller møllen er af mærket Kværna som ofte også bar mærkaten HB Cirkelkaffe, kendt som FDB´s kaffemærke. ”Cirkel Kaffe – fra Brugsen – landets mest solgte”

Kværnen står stadig i Avernakø Købmandshandel
På bagsiden af kværnen ses det gamle reklameslogan
”Cirkel Kaffe – fra Brugsen – landets mest solgte”
(dette billede er lånt fra en auktion for en anden Kværna kaffemølle)

Fabrikken ”Kværna Kaffemøller” lå i Kolding, men er ifølge De gule Sider lukket nu
I Erik Aalbæk Jensens ”Livet på Øerne. Vestpå i det sydfynske øhav” (1982) kan man læse om brugsforeningen i 70´erne og 80´erne:
”Gerda og Hans Julius Jensen overtog slægtsgården, Højsagergård, i forpagtning i 1974. To år senere blev de brugsforeningsfolk. Avernakø havde to forretninger dengang. Der var købmand Svend Aage Juuls butik i Munke på den anden side af kirken, og der var brugsforeningen under træerne ved forsamlingshuset på Hovedvejen. Den lille brugsforening havde tumlet rundt under brugsuddelere, der kom og gik med kortere og kortere mellemrum, før Gerda og Hans sagde ja til at blive uddelerpar. Brugsen havde klaret sig igennem på sommerkunder og på kunder der havde for langt til købmand Juul i Munke (der var vel 400 meter mellem de to forretninger…), men fik i al sin søgang en uddannet mand ved roret nu (Hans blev udlært uddeler allerede i 1955), og Gerda som fast medhjælp. De var øboer og kendte kundekredsen og de varer, det nyttede at føre på Avernakø… Arbejdsdagene var lange, men de nød dem. Som gårdbruget var nu, gav det ikke, hvad de ville kalde en årsindtægt, men Hans fik løn som uddeler og Gerda tusind kroner fast om måneden som medhjælp, og det blev, alt i alt, til penge… Oppe i den bakkede og høje del af Korshavn rejste NOAH-gruppen ølejr i skoven nu, og dagturister, feriekolonier og lejrskoler drog igennem Avernak og fyldte brugsen. Udenøs folk købte husmandsbrug… indrettede stederne til fritidsbrug og kom og stod og snakkede i butikken hos Gerda og Hans, som måtte være der begge to hele tiden, indtil det stilnede af, og Hans kunne tage fat på efterårspløjning og såning af vinterbyg på de marker, han trods alt havde nået at høste ind imellem eller på aftener efter lukketid, før duggen faldt… Året gik som en røg med handel, omsætning, markarbejde. Efterår rullede over i vinterdage med tåge og marker, der blev stribede af sne. Med opgørelser og årsregnskab for brugsforeningen. Med gårdens driftsregnskab og selvangivelsen.”

Brugsen som den så ud i dengang. Billedet er lånt fra Erik Aalbæk Jensens bog.